Herdis Linde Jensen

Allerførst vil jeg sige mange tak til Karin for de meget pæne ord, og fordi hun har videregivet stafetten til mig.

Navn: Herdis Linde Jensen
Grad: 7. kup
Formand for Svendborg Taekwondo - klub

Min tilgang til Taekwondo-sporten er meget forskellig fra Karins. Min søn Kim begyndte at tale om taekwondo, da han var 6 år. Dengang mente jeg, at det var en alt for farlig sport, så jeg gjorde ikke noget for at øge interessen. Efter 1 ½ år talte Kim stadig om sporten. Vi fandt ud af, at der faktisk var en taekwondo-klub i Svendborg. August 1989 besøgte vi klubben. Min mand, Nicole (vores datter) og jeg sad og fulgte træningen fra sidelinjen. Efter træningen spurgte vi Kim, om han havde lyst til at komme igen. Det ville han meget gerne. ”Og jeg vil også deltage, det er kedeligt at kigge på”, sagde Nicole. Sådan startede min taekwondo-”karriere”. Da jeg alligevel skulle køre børnene, begyndte jeg året efter at træne.

Jeg husker lige så tydeligt, at børnene i starten syntes, det var meget pinligt at have en mor med til træningen, der ikke kunne finde ud af noget som helst.
Til august har jeg været tilknyttet taekwondo-sporten i 20 år. År, der bare er gået utrolig hurtig.

Desværre har jeg ikke kunnet træne i mere end 5 år p.g.a. en svag ryg, men jeg har kunnet yde et bidrag via mit bestyrelses-/formandsarbejde, godt hjulpet af de andre medlemmer i klubben og ikke mindst i bestyrelsen- heriblandt især kassereren Karl-Erik Jensen.

For mig betyder ordet taekwondo ikke alene sport og bevægelse. For mig er filosofien en meget vigtig del. I vores dagligdag i dag glemmer vi, at vi skal tage vare på hinanden og udøve respekt overfor hinanden. Ikke sådan at forstå, at vi skal stå og prædike filosofien overfor medlemmerne, men sådan, at man formidler, hvordan man bør være overfor hinanden. Respektere forskelligheden og hjælpe hinanden. Dette kombine-ret med konkurrencen med sig selv (hvilket taekwondo jo reelt er) og konkurrencen med andre til stævner og mesterskaber giver mulighed for at udvikle meget stærke personligheder. Dette er en af de vigtige ingredienser for mig ved denne sport.

Taekwondo er helt enestående. Det jeg godt kan lide er, at alle er ens når man går ind i Dojangen. Alle bærer træningsdragten - dobog. Ingen bærer smykker eller andre symboler, der på en eller anden måde skal fortælle om personen. Her til træningen er man ligeværdige mennesker. Her træner nybegynder med øvede, børn og ældre sammen. Dette giver en utrolig god forståelse for hinanden.
J
a, jeg arbejder for retfærdighed. Det er ikke rimeligt, at medlemmerne under DTaF betaler licens, som kun går til støtte af eliten – eller rettere sagt primært til kamp-eliten. Jeg arbejder for, at DTaF også støtter breddeidrætten, for hvis vi ikke har en god bredde, så får vi heller ikke nogen god elite. Jo bedre bredde-idrætten er, desto bedre bliver eliten. Det er fint, at vi støtter bredden med kurser til instruktørerne, men det er ikke nok.

Jeg arbejder også for den sociale retfærdighed. Det kan ikke være rigtigt, at nogle klubber kun har indmeldt en del af deres medlemmer i DTaF. Hvis ikke alle medlemmer af de danske taekwondo-klubber støtter DTaF, hvordan skal forbundet så kunne repræsentere os? Der er en generalforsamling, hvor vi kan tilkende-give vores medlemmers meninger og ønsker. Ikke altid lykkes det os at komme igennem med vores forslag, men sådan er demokratiet nu engang.

Lige nu kæmper jeg bare for bedre træningsfaciliteter for vores egen klub. Dette har jeg gjort i 15år. Indtil nu kun med lidt succes. Desværre anses taekwondo-sporten ikke at være ligeværdig med fodbold, hånd-bold og basketball, hvilket medfører, at man skal kæmpe hårdere for bare små forbedringer – ligegyldigt om man har/havde en europamester og andre elitemedlemmer i foreningen.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvor længe jeg kunne tænke mig at forsætte som formand for vores lille klub. Hver gang svarer jeg, at det vil jeg, så længe det er sjovt, så længe jeg kan se, at der sker udvikling og fremgang. Der er ikke noget bedre end at se en forsagt, lidt usikker person vokse sig til en ”rigtig” taekwondo-udøver. En person, der hviler i sig selv, der ved, hvad han/hun står for, og som ikke behøver at hævde sig overfor andre, men som med den største selvfølgelig kan vejlede og hjælpe på alle områder – uden at få andet end et stort tak.

Mit virke som formand i Svendborg har medført, at jeg er medlem af TKD-Fyn (har været sekretær i sammenslutningen lige siden den blev oprettet dengang, regionerne blev nedlagt), er medlem af Svendborg Idrætshals bestyrelse (har været medlem i 15 år for at arbejde for bedre træningsforhold for klubben) og er medlem af forretningsudvalget og uddannelsesudvalget i SIS (Svendborg Idrætssamvirke), hvor jeg arbejder for bedre træningsfaciliteter generelt for sporten i Svendborg Kommune og for øgede uddannelsesmulig-heder for klubledere og instruktører. Har bl.a. i SIS været med til at udvikle et Idrætsleder-akademi med halvårlige kurser.

Interesser: selvfølgelig min familie – min mand, mine børn Kim og Nicole samt mine børnebørn Zenia og Isabella. Herudover har vi en stor vennekreds, som vi skal huske at pleje. Desuden elsker jeg at læse historiske bøger og passe vores hus og have.

Fremtid: jeg fortsætter sandsynligvis om formand i nogle år endnu, hvis medlemmerne ønsker dette. Det ville jo være dejligt, hvis det kan lykkes, at vi får gode træningslokaler. P.t. skal jeg finde en løsning på et instruktør-problem. Vi har fået en ny instruktør ved årsskiftet, som rejser til juni, så vi skal have en ny instruktør til august. Hvor finder jeg en sådan?

Stafetten gives videre til: Gitte Gregersen, Bellinge Taekwondo-klub. Gitte har været med i taekwondo i alle de år, jeg kan huske. Hun har i mange år kæmpet for at gøre taekwondo mere synlig og spændende.