Det blev desværre ikke til dansk metal i konkurrencerne på VMs første dag, hvor Danmark var repræsenteret af hhv. Pavlina Lihn Dang (Cadet Female) og Emma Au-Ngyen (Junior Female).
På trods af flotte præstationer på banen fra de to VM-debutanter, lykkedes det ikke for hverken Pavlina eller Emma at besejre deres modstander den første battle. Pavlina var i ”Round of 64” oppe imod en dygtig udøver fra Marokko, mens Emma, der havde trukket fri i første runde, i Round of 32 mødte en stærk udøver fra Iran. I denne omgang blev det derfor kun til en enkelt optræden for de to danske talenter.
Efter en til tider kaotisk optakt til VM fra arrangørernes side, var vi spændte på, om systemerne var klar til registrering af points mv. efter indførelse af den nye konkurrenceform med samtidige battler i alle individuelle grupper. Heldigvis er VMs første dag på det punkt forløbet som planlagt og uden store udfordringer med teknikken.
Opvarmningen foregår til gengæld noget uventet på opvarmningsområder udenfor stævnehallen, Hong Kong Coliseum. Et langt fra optimalt valg fra arrangørernes side, idet hverken stenfliserne under måtterne eller solens varme stråler gør noget godt for atleterne under deres forberedelse til konkurrence.
Vi fik også lejlighed til at opleve kategorien ”Freestyle Team” på banen, der som noget nyt nu har et obligatorisk ”breaking” element, som er med til at skabe spænding under afviklingen af konkurrencen. Danmark er ikke repræsenteret i denne kategori ved dette VM.
Dagen blev afsluttet med en åbningsceremoni, hvor en repræsentant fra hver af de deltagende 77 nationer deltog i en flot indmarch. Fra Danmark var det Hugo Hjarsø, der bar skiltet med det danske flag. Efterfølgende viste World Taekwondos Demonstration Team på imponerende vis, hvad taekwondo også kan.
Efter en dag med god stemning i hallen og masser af opbakning til udøverne fra holdkammeraterne og de danske supportere, er vi klar til at tage kampen op igen i morgen.
Eventuelle spørgsmål rettes til Head of Team, Kirsten Kamp
På vegne af landsholdsledelsen
Kirsten Kamp
Sportschef-teknik, Head of Team
E-mail: [email protected]
Mobil: +45 5138 4776