Fra Team Danmark
Taekwondokæmper Lisa Kjær vandt paralympisk guld i Tokyo. Nu får hun mulighed for at gøre det igen, når hun skal til PL i Paris🔥
Lisa Kjær er firedobbelt verdensmester og femdobbelte europamester og hun er optaget i taekwondoens Hall of Fame., og nu jagter hun endnu et PL-guld, når hun drager til Paris.
”Mit mål er ét hundrede procent at vinde en guldmedalje i Paris. Jeg tror helt klart på, jeg kan gøre det igen,” Siger Lisa Kjær.
Når de Paralympiske Lege indledes den 28. august vil Lisa Kjær være 46 år, men alderen er ingen hindring. Lisa Kjær har vist, at hun i den grad stadig en del af verdenstoppen. I 2023 strøg hun bl.a. til tops i en vigtig testturnering i Paris, og på verdensranglisten ligger hun lige nu på en tredjeplads.
Det er glædelig nyhed for Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark, at Lisa Kjær er udtaget som den første danske para-atlet til legene i Paris.
”Lisa Kjær Gjessing er en fantastisk rollemodel og repræsentant for Danmark og parasporten. Hun er ærgerrig og determineret, og hun er en fornøjelse for vores eksperter at samarbejde med. Det er svært at blive verdensklasseatlet, og det er endnu sværere at blive ved med at være en af verdens bedste gennem mange år. Det har Lisa formået og over en årrække vist absolut verdensklasse. Derfor er det fuldt fortjent, at hun nu skal repræsentere Danmark til endnu et PL.”
De Paralympiske Lege i Paris bliver flot punktum for Lisa Kjærs karriere. Hun har allerede meddelt, at karrieren slutter, når hun har kæmpet sin sidste kamp ved PL.
”Der er ingen tvivl om, at min sidste kamp i Paris bliver et endegyldigt karrierepunktum. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er blevet en af dem, der trækker gennemsnitsalderen lidt op på det danske hold, og jeg har da også spurgt mig selv, om jeg er for gammel, og om jeg stadig er berettiget til at være med. Men jeg føler, at jeg er det rette sted på dette tidspunkt i mit liv, og jeg er enormt motiveret for at slutte det hele godt af ved de Paralympiske Lege,” siger Lisa Kjær.
Vi glæder os til at se dig i Paris, Lisa!🙏🏼