Året har budt på mange gode oplevelser, men desværre også på triste, som da Birthe, forbundets økonomiansvarlige, ildsjæl og altmulig-kvinde, pludseligt sov stille ind. Dette kom som et stort chok og hullet efter Birthes afgang tager tid at fylde ud.
Birthes bortgang har givet Bestyrelsen en stor, administrativ opgave, som oveni Jan Jørgensens opsigelse fra sekretariatet har taget lang tid at få overblik over. Der er i skrivende stund en rekrutteringsproces i gang, der forhåbentligt fører til ansættelse af nye kræfter, der på sigt kan løfte de mange regnskabs- og administrative opgaver, der løbende skal løses i DTaF.
Udviklingsforløb for bestyrelsen
Dansk Taekwondoforbunds bestyrelse er i gang med et bestyrelsesudviklingsforløb faciliteret af DIF, Danmarks Idrætsforbund. Vi ønsker at gøre det bedste for os allesammen. Derfor glæder det os at vi bliver dygtigere således at vi bliver bedre til at løfte opgaven som bestyrelse.
Ny konkurrencestruktur
Der er i løbet af året arbejdet med en ny konkurrencestruktur for børn og unge, hvor fokus er på konkurrenceafprøvning, udvikling og socialt samvær blandt egne klubmedlemmer samt på tværs af klubber. Der er stort behov for at bredden og særligt de unge udøvere har mulighed for at konkurrere.
Vi planlægger de første konkurrencer i første halvdel af 2023 og glæder os meget til at komme i gang.
Sommerlejr for alle
Sommerlejren var som altid et skønt samlingspunkt for nye og gamle, børn, unge og voksne samt bredde- og eliteudøvere. Ry hallerne dannede rammen om dette års sommerlejr, hvor en yderst velplanlagt sommerlejr med dygtige instruktører gav minder for livet hos deltagerne på lejren.
Næste år afholdes sommerlejren i Esbjerg og vi vil opfordre alle til at støtte op om Dansk Taekwondo Forbunds største tilbagevendende begivenhed.
DM og den store scene
Danmarksmesterskaberne 2022 blev afholdt i Aalborg, hvor vi var en del af DM-ugen. I Is-arenaen, i Gigantium, blev der kæmpet, gået taegeuk og poomsae samt battlet i freestyle. Samtidig afviklingen af DM i Taekwondo, var der 30 andre forbund der også afviklede deres DM i Aalborg – dette gav en stemning af nationalt-OL.
I år har vi igen haft mange dygtige udøvere afsted til store stævner i Europa og i hele verden og store resultater er opnået. Det er fantastisk at Danmark i så høj grad er i stand til at levere resultater til EM, VM og OL til inspiration for alle medlemmer.
Med disse ord vil bestyrelsen og ansatte i Dansk Taekwondo Forbund ønske jer en god jul og et godt nytår.
Vi glæder os til at skabe et udviklende og begivenhedsrigt 2023 sammen med jer!
Hent som PDF: Jule- og nytårshilsen fra Dansk Taekwondoforbund