På tredjedagen af EM i Manchester blev det Edi og Ottos tur til at kæmpe om medaljer.
Otto skulle i sin første kamp møde Serbien som han tidligere har vundet over. Otto styrede kampen fra start og kom hurtigt foran i første omgang. I anden og tredje omgang lykkedes det Otto at udbygge sin føring og vandt sikkert 15-5 over serberen.
I anden kamp stod Otto overfor Spanien, som har et utrolig stærkt CV. Spanieren har vundet: VM-sølv, EM guld, utallige G stævner og sidst og ikke mindst deltog han ved OL i Tokyo. På trods af det stærke CV gik Otto frygtløs ind til kampen og pressede spanieren. Den gode start bevirkede at Otto vandt første omgang 3-2. Spanieren viste dog sin rutine og fik udlignet i løbet af 2. omgang. Otto var millimeter fra at ramme spanieren i hovedet, men desværre fik spanieren i stedet udbygget sin føring med et spark på vesten. Kampen ender 6-9 til spanieren og Otto må forlade EM for denne gang. En absolut godkendt indsats mod én af verdens bedste kæmpere.
Edi der tidligere har vundet sølv ved U21 EM, er med for første gang ved Senior EM. Det kunne dog på ingen måde ses at Edi er debutant ved årets EM.
I første kamp stod Edi overfor Grækenland som de sidste 3 år har vundet 8 guldmedaljer ved G stævner og er rangeret som nr. 8 i verden. Dette skinnede dog ikke igennem på nogen måde på banen, idet Edi gik ind og styrede kampen fra start. Edi scorede point på grækeren efter godt befindende og ramte ham med mange forskellige spark på både vesten og i hovedet. Edi var fuldstændig overlegen og kampen blev afgjort efter to runder pga. Point Gap (20 points føring). Allerede her var det tydeligt at noget stort var på vej i dag.
I anden kamp stod Edi overfor Israel som i sin første kamp overraskende havde slået Spanien ud af EM. Edi fortsatte i samme stil som mod Grækenland og gik fra start offensivt frem og styrede kampen. Han ramte Israeleren flere gange i hovedet i første omgang og satte sig dermed i respekt fra start. I anden runde ramte Edi Israeleren hårdt i hovedet så han kom til tælling og ved stillingen 38-13, blev kampen igen stoppet pga. ”point gap” (20 points føring) og Edi var dermed klar til semifinalen.
I semifinalen stod Edi overfor Norge som er rangeret som nr. 4 i verden. Nordmanden har vundet adskillige G stævner, vundet Grand Prix, vandt OL kvalifikationen og deltog ved OL i Tokyo. Edi gik igen ind med en fantastisk tilgang til kampen og pressede nordmanden. Edi kom foran med 3-0 i første omgang men det lykkedes nordmanden at komme tilbage i kampen som så ud til at ende 4-5. I sidste hundrededel af et sekund mente dommeren at Edi lavede en fejl der betød at Edi fik et minuspoint, hvilket var et kæmpe chok for alle idet kampen nu skulle ud i en fjerde runde ”sudden death”, ( første kæmper der scorer 2 point vinder), da kampen endte 5-5 i den ordinære tid. Edi var dog iskold og fik presset nordmanden til at begå en fejl, som han straffede promte med et cirkelspark på vesten. Efter denne gyser af en kamp var det en kendsgerning at Edi har kæmpet sig frem til finalen ved dette års EM.
I finalen ventede Italien, som er tidligere verdensmester, vinder af adskillige G stævner, vinder af Grand Prix, vinder af OL kvalifikationen og deltager ved OL i Tokyo.
Edi gik lidt mere afventende ind til første omgang, hvilket blev udnyttet af den italienske kæmper med et hovedspark. Edi forsøgte at komme tilbage i kampen og det lykkedes også at score på italieneren. Det var dog desværre ikke nok og kampen endte 5-7 til Italien.
Edi måtte denne gang nøjes med sølv, men der er ingen tvivl om at han i dag har overrasket alle ved EM, ved at slå nogle af de bedste i verden. Samlet set en fantastisk performance af Edi der med sine kun 18 år virkelig har slået sit navn fast i verdenseliten. At slå én verdensklassekæmper til et EM er en præstation, men at slå flere tidligere medaljetagere ved EM, VM og OL er en sensation ud over det sædvanlige. Danmark fik i dag sin første EM-medalje efter 12 år og med det unge hold vi har er der helt klart mere i vente.
Dag 4 - søndag
Abdullah er den sidste kæmper fra Danmark som skal i aktion på EM´s sidste dag.
Som vanligt kan kamplister og stream findes på forbundets facebookside i løbet af formiddagen, søndag.
Spørgsmål til ovenstående kan stilles til:
Sportschef, Amir Rashid
Tlf. 30496635