EM 2021 i Sofia var landsholdsledelsens første mesterskab, efter vi tiltrådte i dec. 2019. Visionen var at bygge et hold op fra bunden med inddragelse af centercoaches og kamptrænere fra klubberne. Kigger man på det forgangne år har landsholdet gennemgået en rigtig god udvikling. Det har kunne mærkes tydeligt at holdet er blevet langt mere sammentømret og har udviklet sig meget sammen.
Sammenarbejdet med coaches har både ved landsholdssamlingerne og ved dette års EM været rigtig godt, og det har været fantastisk at opleve, hvordan alle har støttet hinanden, under træning samt på kampdagene. Aziz har endvidere tydeligt kunne mærke at de ting, der er blevet arbejdet på under samlingerne, er kommet til udtryk i kampene ved dette års EM.
Da vi udtog holdet til EM, var det for nogles vedkommende en del af en langsigtet udvikling, med læring og indhentning af erfaring som mål, mens det for andres vedkommende var at gå efter medaljer. Det lykkedes ikke at vinde medaljer, men ser man på den samlede indsats, er Aziz og jeg yderst tilfredse med resultatet.
Med et ungt og forholdsvis uerfarent hold, med flere helt unge debutanter, lykkedes det at få 2 kæmpere i kvartfinalen.
Særligt kan fremhæves Omer der nåede kvartfinalen og undervejs besejrede den regerende europamester, Jasmin der efter en flot første kamp, kæmpede lige op med nr. 4 på verdensranglisten, Otto der efter en flot første kamp, kæmpede lige op med nr. 2 på verdensranglisten og Natalie der nåede kvartfinalen. Flere af de helt unge kæmpere viste at de selvfølgelig har den fornødne respekt for deres modstandere, men ikke er bange for at tage kampen op mod de bedste.
Landsholdet har en god bredde, masser af talent og potentiale. Aziz og jeg er meget optimistiske og er ikke i tvivl om at vi er på rette kurs, i samarbejde med klubberne og udviklingscentrene. Det lover godt for fremtiden og Dansk Taekwondo Forbund.
Tak til alle kæmpere og coaches for en rigtig god indsats.
Vh.
Aziz og Amir
Se billede af landsholdledelsen kamp HER