Login

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er åben igen

8. oktober 2020

DIF og DGI’s coronahjælpepulje er igen åben for ansøgninger, da der er kommet flere millioner i puljen. Midlerne kan også søges af de foreninger, som tidligere har søgt og fået midler fra puljen.

For tredje gang åbner DIF og DGI’s coronahjælpepulje for ansøgninger, og der er blevet tilført yderligere 76 millioner kroner. Hvis din forening har tabt penge på grund af coronaens indtog i Danmark, så søg. Det gælder også de foreninger, som tidligere har søgt puljen og fået en del af det beløb, de ansøgte om.


Puljen kan søges for tab, som stammer helt tilbage fra de første coronarestriktioner blev indført og frem til den 31. december. I denne tredje ansøgningsrunde kan der søges fra mandag 12. oktober frem til fredag den 30. oktober klokken 12.00.


Corona-hjælpepulje kan ansøges af alle breddeidrætsforeninger, der er ramt økonomisk af COVID-19. Også foreninger, som tidligere har søgt og fået midler fra coronahjælpepuljen, kan søge i denne tredje ansøgningsrunde.


Corona-hjælpepuljen er ikke etableret til støtte for eliteidræt, der søger dækning af udgifter til aflyste større arrangementer (over 350 deltagere). Disse foreninger henvises til lønkompensationsordningen og kompensationsordningen for arrangører af større arrangementer.


Derimod kan foreninger, som afholder store breddeevents og herudover også foreningsbaserede eventarrangører godt ansøge DIF og DGI's corona-hjælpepulje om tilskud til dækning af tabte nettoindtægter (overskud) fra egne arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19 - herunder tabte nettoindtægter fra aflyste store breddeevents og motionsløb med over 500 aktive deltagere.


Eksempler på tab, der kan søges kompensation for, er blandt andet:

• Afholdte udgifter til halleje og forplejning til mindre arrangementer (maks. 350 deltagere), der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

• Tabte nettoindtægter fra medlemsindbetalinger (kontingent eller køb af specifikke træningstilbud) som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

• Tabte nettoindtægter fra foreningsarbejde på festivaler, markeder og øvrige arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

• Tabte nettoindtægter fra egne arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

• Tabte nettoindtægter (f.eks. deltagerbetaling) fra store breddeevents og motionsløb med over 500 aktive deltagere, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.

• Tabte sponsorindtægter eller indtægter fra støtteforeninger som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19.


Alle foreninger for direkte besked om puljens åbning via CFR (Central ForeningsRegister). Læs mere om retningslinjer, ansøgningsprocedure og få svar på de oftest stillede spørgsmål på adressen www.dif.dk/stotte



Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE