Nye Freestyle regler træder i kraft

4. november 2019

Den 11.-13. Oktober blev der for 3. gang i Taekwondos historie afviklet World Taekwondo Beach Championships 2019, som fandt sted i eksotiske Sahl Hasheesh - Hurgada, Egypten og forløb over 3 dage.

Danmark blev endnu engang repræsenteret af en dansk dommer – Edina Lents, som havde en ledende funktion. Edina har tidligere deltaget ved 1. og 2. Beach VM på Rhodos, i rollen som dommer og CSB medlem (Competition Supervisory Board Member).


Beach VM plejer at være et mere underholdende og festligt event og kan sammenlignes med en Taekwondo festival end de gængse stævner. Dels fordi det er et udendørs event, som bryder med den konventionelle Taekwondo dresscode, både hvad udøvere, coaches og dommere angår. Dels fordi man kan deltage ved flere discipliner end dem, som man normalt ser til et almindeligt stævne eller et VM.


Foruden Recognized Poomsae og Freestyle er der nemlig også discipliner som Technical Breaking, Freestyle Dynamic Kicks & Breaking Challenge. Dette års event var dog en smule anderledes fra de forudgående år. Her blev der nemlig afprøvet en ny disciplin, som endnu ikke har fået et navn, men som på en eller anden måde involverer vand. Udøverne kunne melde sig frivilligt til at gå en valgfri Poomsae i vandet for at demonstrere kombinationen af udøvelse af Poomsae med elementer, som vi normalt associerer med strand. Dette skulle gerne være begyndelsen på udvikling af flere nye discipliner, der kan gøre eventet endnu mere strandagtigt og få det til at skille sig endnu mere ud fra traditionelle Taekwondo Poomsae stævner.


Udover at lægge kimen til nye mulige discipliner, blev denne Beach VM også signifikant, hvad nye regler angår. I maj 2019 blev der nemlig vedtaget forskellige ændringer i regelsættet, som for første gang blev afprøvet i praksis til dette store event. Det gælder især Freestyle reglerne, som har fået indført en væsentlig ændring. Det omhandler længden af Freestyle serien, som er nu ændret til at være mellem 90 til 100 sekunder, der tidligere varede mellem 60 til 70 sekunder. Da denne regel er officielt trådt i kraft her i oktober, gælder den nu også i Danmark. Det betyder bl.a. at reglen vil blive appliceret i forbindelse med årets Danmarks Mesterskaberne i Teknik og fremadrettet. Alle udøvere og coaches, som beskæftiger sig med Freestyle, opfordres derfor til at sprede ordet og gå i gang med at tilpasse sig den nye regel.


Med sportslige hilsner

Teknikdommerudvalgets Formand

Edina Lents


Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE