Login

Taekwondo-studerende til Universiaden.

4. juli 2019

Når den 30. udgave af Sommer Universiaden afholdes i Italien, er Danske Taekwondo Forbund med til at repræsentere Danmark ved verdens næststørste Multi-Sport Event.


Universidaen – det lugter lidt af OL

Universiaden er verdens næststørste Multi-Sport Event, kun overgået af de Olympiske Lege og når mellem 8-10.000 atleter fra mere end 150 lande, i disse dage samles omkring den italienske by Napoli, til dette års Sommer Universiade, er Dansk Taekwondo Forbund repræsenteret i Taekwondo-disciplinen Poomsae & FreeStyle.

Universiaden afholdes af FISU The International University Sports Federation og derfor er dette Multi-Sport event udelukkende for idrætsudøvere, der er indskrevet på en videregående uddannelse mellem 17 og 28 år, der skal konkurrere i 18 forskellige idrætsgrene i løbet af de næste 2 uger, heriblandt Taekwondo.

Konkurrencerne begyndte allerede den 2. juli, mens den store åbningsceremoni blev afholdt den 3. juli, hvor de mange atleter i bedste OL-stil skulle lave indmarch under det store show på det San Paolo Stadion, hvor Universiadens egen flamme, skal brænde under de resterende konkurrencedage.

I Danmark er det den landsdækkende idrætsorganisation for de danske Universiteter, der står bag det danske hold. Organisationen stiller med en Chef de Mission og flere tværgående Ledere, for alle de danske atleter og officials. De har sørget for indkvarteringen af den samlede danske delegation i Atletbyen og organiseret tøjet til de danske deltagere, så alle fremstår som et samlet hold.

Om sin deltagelse til Universiaden siger Sofie Berggreen Jensen følgende: ”Jeg glæder mig rigtig meget til at deltage til et stævne af denne størrelse og repræsentere Danmark. Det bliver også spændende at følge de andre sportsgrene og skabe nye bekendtskaber på kryds og tværs af idrætsgrene og studier”.


Det danske Taekwondo-hold

Den lille danske Taekwondo-delegation består af Annaline Faye Søeberg (Herlev), Freja Beldam Løkke (Risskov) og Sofie Berggreen Jensen (Risskov), der stiller til start i Female Team konkurrencen, hvor de blandt andet kommer til at møde stærke nationer som Korea, Kina, Iran, Thailand, USA og Mexico. Med på det danske hold er også den Assisterende Tekniklandsholdstræner Kim Drube, der tager med til Italien for at coache det danske Team under Taekwondo-kunkurrencerne i begyndelsen af næste uge.


De 3 danske deltagere er:

Sofie Berggreen Jensen (Risskov)

Alder: 22 år

Grad: 3. dan

Klub: Risskov Taekwondo Klub

Studie: Medicin (4. semester)

Bedste resultat: VM-bronze, EM-guld, World Beach Games bronze


Freja Beldam Løkke (Risskov)

Alder: 23 år

Grad: 4. dan

Klub: Risskov Taekwondo Klub

Studie: Medicin (4. Semester)

Bedste resultat: VM-bronze, EM-sølv, EM-bronze, World Beach Games guld


Annaline Faye Søeberg (Herlev)

Alder: 20 år

Grad: 3. dan

Klub: Herlev Taekwondo Klub

Studie: Bioanalytiker (2. semester)

Bedste resultat: VM-sølv, 2 x EM-guld, US-Open guld,


Den danske trio bruger weekenden på de sidste forberedelser, inden konkurrencen begynder mandag morgen. Her er konkurrenceformatet ændret en lille smule i forhold til de velkendte WT-organiserede mesterskaber. Der konkurreres efter cut-off-systemet, som vi kender det fra nogle mesterskaber, men i finalen skal gennemføres en Recognized Poomsae og en FreeStyle og netop denne kombination er et noget anderledes format, end det man normalt konkurrerer under, hvor det er enten Recognized Poomsae eller FreeStyle, men til Unversiaden skal finalen altså afgøres med et gennemløb af hver disciplin.

”Jeg synes at det er et spændende tiltag. Det gør at udøverne er nødt til at være meget mere alsidige og nærmest specialister i 2 discipliner, altså både Recognized Poomsae og FreeStyle og det er en svær kombination, men lige præcis derfor ser jeg en styrke hos Freja, Sofie og Annaline, for de har alle 3 har konkurreret i begge discipliner og kan tage en masse erfaring med fra flere års træning og opvisninger med DTDT”, udtaler den forventningsfulde coach til Dansk Taekwondo Forbunds hjemmerside inden afrejsen til Italien.


Du kan følge de danske udøvere og konkurrencerne ved Universiaden på: www.fisu.tv


Med sportslig hilsen

Coach, Kim Drube

Tlf. +45 4183 2123





Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE