1-2 Træner

10. september 2018

Lørdag den 1 september 2018 var vi 4 spændte Vestjyder der kørte mod Århus Syd taekwondoklub. Vi skulle til 1-2 træneruddannelse.

De 2 instruktører (Jan Rudebeck og Jim Mortensen) fik hurtigt skabt trygge rammer og en god stemning.
Vi var i alt 23 deltagere fra klubber fordelt over hele landet samt på forskellige aldersgrupper. Alle var nysgerrige og spændte på hvilke udfordringer dagen ville bringe og efter aflevering af pas og papirer gik dagens undervisning i gang.
Først del af programmet stod på teori, med masser af gode informationer. Herunder træningens opbygning bestående af forberedelse, opstart, opvarmning, træning og afslutning. Jan og Jim formåede at skabe god sammenhæng imellem de forskellige delelementer og underviste på en måde, hvor alle kunne være med. Efter teorien blev vi delt op i 4 mindre grupper på tværs af klubber, alder mv. Grupperne arbejde vi i resten af dagen. Det var utroligt at være en del af den udvikling grupperne gik igennem i løbet af dagen. Fra at være fremmede overfor hinanden til at føre ivrige drøftelser omkring træning og undervisning. Det var en stor fordel, at der var masser af elevaktivitet, da det virkelig motiverede den enkelte deltager til at yde sit bedste.
De enkelte hold blev tildelt opgaver, som de efterfølgende skulle undervise i. Opgaverne bestod i opvarmning, teknik, poomse og udstrækning m.m. Alle deltagere fik muligheden for at prøve rollen som hjælpetræner/træner. Jan og Jim var skarpe på, at give gode og brugbare tilbagemeldinger, så alle udviklede sig og fik så meget som muligt med hjem.
Nogle af de centrale pointer, som vi tog med hjem fra dagen var de specifikke opgaver, der hører til rollerne som hhv. træner og hjælpetræner. Derudover var der stort fokus på vigtigheden af, at man som træner tør tage rummet samt fokus på skadesforebyggelse.
Det var en dag med masser af dialog, vidensdeling, kreativitet og værktøjer, som blev sluttet af med klapsalver og diplomer.

Skrevet af Freddy Højbjerg Nielsen og Peter Holst

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE