Login

DANMARK BLANDT VERDENS 12 BEDSTE FORBUND World Taekwondo – OPNÅR PRESTIGEFULD A1 KLASSIFICERING

16. april 2026

Dansk Taekwondo Forbund kan med stolthed meddele, at Danmark er blandt de 12 bedste medlemsforbund i World Taekwondo’s seneste MNA (Member Nation) Survey.

Undersøgelsen evaluerer blandt andet governance, gennemsigtighed og organisatorisk compliance – altså hvor godt de nationale forbund lever op til WT’s krav til god ledelse og struktur. 


Ud af WT’s 204 medlemslande deltog hele 84 procent i undersøgelsen, hvilket understreger både relevansen og tyngden af resultaterne. Danmarks placering i top 12 betyder samtidig, at forbundet opnår den eftertragtede A1-klassificering. Denne klassificering er den højeste anerkendelse, et nationalt taekwondoforbund kan få i WT’s vurderingssystem, og den gives kun til de absolut bedst præsterende forbund globalt. Det er med andre ord en eksklusiv gruppe, hvor kun 12 nationer på verdensplan opnår denne status, og Danmark har dermed fortsat stemmeret. A1-klassificeringen er et kvalitetsstempel, der bekræfter, at Dansk Taekwondo Forbund lever op til de højeste internationale standarder inden for ledelse, struktur og ansvarlig drift – og placerer Danmark helt i front blandt verdens taekwondonationer.


På billedet ses DTaF’s formand, Mireille Enggaard Kempf sammen med WT’s præsident, Dr. Chungwon Choue samt sveriges forbundsmand Fresia Pérez (TV), der ligeledes er i top 12, under den igangværende General Assembly generalforsamling i Tashkent, Usbekistan i forbindelse med Verdensmesterskabet for Juniorer 2026 (kamp), der foregår i disse dage.


“Det er en stor anerkendelse af alt det arbejde, vi gør for at styrke åbenhed, struktur og udvikling i dansk taekwondo. Det kan vi alle være virkeligt stolte af,” siger Mireille Enggaard over Whatsapp fra Tashkent. 


For yderligere info kontakt Murad Ahmed Presseansvarlig, 

DtaF. Mail: [email protected]

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE