Lørdag den 27. september afholdt Fredericia Taekwondo Klub Fredericia Cup i både kamp og Poomsae. Fredericia klubben har stolte stævnetraditioner gennem årtier og har tidligere været vært for mange mindeværdige stævner – og dette år var ingen undtagelse.
Bruno og hans team havde ydet en kæmpe indsats for at skabe de perfekte rammer for stævnet – og det lykkedes i den grad! En stor tak til jer for det flotte arbejde og den store indsats.
Det var desværre ikke muligt for vores normale samarbejdspartner at hjælpe med afviklingen i år. Heldigvis trådte Ronald Sens fra Taekoplan, samt Werner Masch og Marko Wentsch fra Det nordtyske taekwondoforbund til og sikrede, at stævnet kunne gennemføres. Tusind tak for jeres hjælp og engagement – vi sætter stor pris på det gode samarbejde med det nordtyske taekwondoforbund.
Teknikstævnet (Poomsae) blev afviklet med stor succes og højt niveau.
Kampdelen af stævnet oplevede desværre store udfordringer i løbet af dagen. Disse problemer skyldtes et sammenfald af flere uheldige omstændigheder. På vegne af hele stævnegruppen vil jeg gerne beklage de gener, det medførte. Vi foretager nu en grundig evaluering og vil sikre nødvendige forbedringer inden næste stævne.
Tak til alle udøvere og trænere for jeres store tålmodighed og for den energi og kampgejst, I viste, da stævnet endelig kom i gang.
Omkring kl. 19 var en lang og begivenhedsrig stævnedag slut – en dag fyldt med flotte kampe, stærke præstationer og et vellykket Poomsae-stævne med mange dygtige deltagere. En stor tak til alle dommere, hjælpere og officials for jeres indsats og engagement. Uden jer – intet stævne.
Til sidst vil jeg gerne opfordre alle til at sætte kryds i kalenderen den 26. september 2026, hvor næste Fredericia Cup løber af stablen. Det bliver en stor stævnebegivenhed, som I ikke vil gå glip af!
Med sportslig hilsen
Turneringsudvalget( Søren)

