Lørdag kunne en af landets mest traditionsrige klubber, Esbjerg Taekwondo Klub, fejre sit 50-års jubilæum med en festlig dag fyldt med både nostalgi, fællesskab og stærke spark.
Siden grundlæggelsen i 1975 har klubben spillet en central rolle i udviklingen af dansk taekwondo. Gennem årene har Esbjerg Taekwondo Klub bidraget med både dygtige kæmpere, internationale dommere og en aktiv indsats i forbundsarbejdet. Klubben er desuden kendt for at have været vært for store mesterskaber og de legendariske sommerlejre, der har sat sit præg på mange udøvere.
Til jubilæumsfejringen var der et flot fremmøde af både nuværende og tidligere medlemmer i alle aldre – et levende bevis på det stærke fællesskab, klubben bygger på. Dagen bød på en hyggelig reception med taler, en imponerende opvisning fra klubbens udøvere og et helt særligt indslag: et comeback af Tommy som kampdommer, hvilket vakte stor begejstring blandt en del fremmødte.
Med 50 år på bagen er Esbjerg Taekwondo Klub fortsat en klub med ambitionen om at udvikle sporten, styrke fællesskabet og inspirere nye generationer af udøvere. Et stort tillykke til Esbjerg Taekwondo Klub med de første 50 år.
På forbundets vegne
Søren