Forbundet og HB er opmærksomme på, at Edi Hrnic har udtalt sig til pressen om, at han er blevet smidt ud af Rødovre Taekwondo Klub. Vi har undersøgt sagen og har valgt p.t. ikke at udtale os til medierne i detaljer, da vi ser det som et internt klubanliggende. Vi er også bekendte med, at der er nuancer omkring Edis udtræden af klubben, som ikke helt fremgår. Det kan bunde i misforståelser mellem parterne, men vi har bedt om og fået dokumentation og bekræftelse på, at Edi ikke er blevet ekskluderet fra Rødovre. Indtil i dag var han stadig medlem af klubben, men der er anmodet om klubskifte til en anden klub i København.
Vi er meget glade for, at der er fundet en løsning, så Edi kan træne kontinuerligt igen. Vilkårene for Edis status som landsholdskæmper er uændrede, og han er stadig et skattet medlem af kamplandsholdet.
De aktive blev i efteråret indkaldt til et fælles dialogmøde, hvor der blev lyttet til deres ønsker til en kommende landsholdstræner. Dette ønske blev både taget med i overvejelsen og sidenhen fulgt ved ansættelsen af Tarik Setta til stor tilfredshed blandt de aktive.
Den nye sportslige ledelse med Tarik Setta i spidsen og det nysammensatte kamplandshold har fået en fantastisk start og der er således hentet hele 8 G-stævnemedaljer ved både Dutch Open, Belgian Open og senest British Open. Lige om hjørnet venter Tallinn Open, hvor det ventes, at de danske kæmpere både henter stærke resultater og fortsætter deres stigning op ad verdensranglisterne.
Samtidig kan vi fortælle, at Politiken tidligere har henvendt sig til os angående en verserende sag i Ordens- og Amatørudvalget. Denne artikel er blevet bragt her til aften. Den baggrundsviden, journalisten agerer på, stammer bl.a. fra lukket og fortrolig information, som en anonym kilde ifølge Politiken har fremskaffet.
Vi kan og skal ikke kommentere på dette, da det ville kunne opfattes som et forsøg på at påvirke Ordens- og Amatørudvalget. Vi antager, at den anonyme kilde er klar over dette, og derfor får mulighed for uhindret at rette kritik mod forbundet og HB.
Vi kan dermed fremstå som en part, der ikke ønsker at kommentere på sagen. Det handler dog ikke om vores ønsker, men om, at vi ikke kan. Nu kender I baggrunden for, hvorfor vi ikke udtaler os. Når udvalgets afgørelse foreligger, vil den være frit tilgængelig for alle, hvilket forventes at ske snarligt.
Team Danmark udtaler sig i artiklen om os. Vi ønsker dog dialogen med Team Danmark uden for pressen.Og den er vi i gang med.
I der har været med i mange år tænker sikkert ”åh nej ikke igen. Vi kan ikke tåle meget mere ballade.” I har fuldstændig ret. Det kan vi ikke, og det ønsker vi ikke.
Men husk på en meget vigtig ting:
Der er altid to sider af samme sag, og vi skylder ikke nogen, at tage en debat i pressen når vi ved, at der i denne specifikke artikel er uunderbygget fakta og skæve tolkninger af virkeligheden, der ligger til grund for de delhistorier, der bliver skrevet om.
Konkret ift. artiklen bedes i huske følgende:
- Edi Hrnic er ikke blevet ekskluderet.
- Ansættelsesprocessen af den nye landholdsledelse blev forsinket, men ikke af de årsager, der antydes i artiklen. Og selvom tidsplanen var presset var samtlige udvalgsmedlemmer med til at godkende tidsplaner og møder.
- Vi har ikke afvist at kommentere nogen artikel. Vi har ikke set den før nu.
- Politiken anfører selv, at baggrundsviden til artiklen er bygget op omkring anonyme kilder. Vi anfægter disse oplysningers rigtighed, og har udtrykt bekymring over, at personlige oplysninger kan være delt fra fortrolige forbundskorrespondancer og dermed potentielt have overtrådt GDPR hensyn.
- Der er mange nuancer i denne sag. Vi ved, at de ikke kan komme frem ved at deltage i interviews i en artikel, hvor der fra starten var valgt en vinkel, der gik bl.a. de anonyme kilders ærinde.
- Ingen i den ”gamle” sportslige ledelse er blevet smidt ud. Landsholdstræneren sagde op før tid. Sportschefens kontrakt udløb, men vedkommende blev aktivt opfordret til at genansøge.
- Der er mange meninger og holdninger om den uro, som vi som forbund ikke er tjent med. Vi ønsker at informere vores medlemmer om både positive og kritiske forhold, men det skal ske på vores egne præmisser – ikke på baggrund af mediers deadlines.
Vi kommunikerer til jer først, og først når vi selv har et klart billede af situationen.
Dette opslag kan ikke kommenteres. Det er med vilje. Men – og det her er vigtigt – vi er altid åbne for kommunikation og spørgsmål via mail. Skriv til [email protected] Alle spørgsmål og øvrige henvendelser vil blive besvaret hurtigt.
Vi håber, der er forståelse for, at vi med ovenstående in-mente ikke kan begynde at svare og debattere her på Facebook, hvor vi ikke kan være aktive hele tiden, da vi er drevet af få frivillige kræfter med få ledige ressourcer.
Så snart vi kan dele mere information, gør vi selvfølgelig det.
Såfremt journalister eller medier læser med, vil vi understrege, at der skal indhentes tilladelse fra vores sekretariat for eventuel citering af ovenstående. Uden tilladelse ønsker vi som forbund ikke at kommentere, medmindre vi kender sammenhængen og vinklen på de pågældende historier. Vi håber, I respekterer dette ønske.
Vh
Bestyrelsen