Login

Vigtig information vedrørende bruttolandsholdet, EM og fremtiden!

12. marts 2025

Kære alle.
Følgende meddelelse skrives med stor tro på fremtiden. Som alle ved har bruttolandsholdet et stykke tid stået uden sportschef. Der har via forbundet været slået en stilling op med henblik på at finde en ny. Der har imidlertid ikke været ansøgere til denne post hvorfor den fortsat er ubesat. Jeg håber meget vi finder en løsning snart da sportschefen er uundværlig for holdet. Nu er situationen den, at begge assisterende trænere også har opsagt deres stillinger med udløb i slutningen af marts måned. Det betyder også jeg pt står alene med alle opgaver omkring bruttolandsholdet. Jeg vil benytte muligheden for at takke alle tre for et godt samarbejde og ønsker jer alle god vind i sejlene fremover. I har gjort det godt og gjort en forskel. Tak for det.

Jeg er frisk på opgaven som ansvarlig landstræner og vil arbejde hårdt for at få et nyt stærkt ledelsesteam på benene. Jeg håber de dygtige udøvere på bruttolandsholdet fortsat vil være gode til at hjælpe og støtte hinanden ved turneringer i både DK samt udlandet. Det er en stor hjælp og jeg vil derfor igen gøre opmærksom på det online coach-kursus World Taekwondo kører på simplycompete. Der er tilmeldingsfrist senest 14. marts og kurset er obligatorisk, hvis man vil coache ved G-stævner fremover.
Jeg har arbejdet hårdt på at få et EM-lederteam på benene og kan fortælle jer alle der er kommet styr på denne del. Vi har således dækket Head of Team/sportschef rollen, samt står med mindst fire coaches klar til EM. Hvem der indtager de forskellige roller, offentliggør jeg sammen med udtagelsen, der falder på plads d. 17/3.

Der er lavet en solid plan for EM d. 16.+17. april i Tallinn, Estland. Vi er i process med at ansætte en freestyletræner, som vi håber snart er på plads og kan træder ind i landsholdsledelsen med mig, når godkendt at HB og kontrakt underskrevet.
Jeg ser frem til den kommende samling for bruttolandsholdet i Skanderborg d. 22/3 + 23/3.

Det er glædeligt Danmarks står med et af Europas absolut stærkeste landshold og jeg er sikker på vi får stor succes ved EM. Tak til alles indsats på og omkring bruttolandsholdet og for Dansk Taekwondo Forbund. Tag endelig kontakt til mig hvis I har brug for noget.

Mvh Kim Nedergaard, Landsholdstræner Teknik

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE