Succesfuld Implementering af nyt Medlemssystem

8. marts 2024

Vi ønsker at dele den seneste udvikling vedrørende implementeringen af det nye medlemssystem i Dansk Taekwondo Forbund.

Stort set alle klubber har nu taget det nye medlemssystem i brug, og licenser for udøvere er blevet betalt med succes. Den positive modtagelse af systemet er meget opmuntrende, og vi sætter pris på jeres samarbejde i denne overgangsperiode.


Vigtige funktioner, der er blevet Implementeret:

  1. Automatisk licensbetaling: Især for de klubber som benytter medlemssystemet som klubsystem (Mentoclub), er det blevet meget nemmere at indbetale licens til forbundet, da dette foretages automatisk. Følgende kort kan benyttes til betaling i systemet; VISA/Dankort, Andre VISA kort, Mastercard, Debet-kort, Maestro kort, Apple Pay og Google Pay.
  2. Effektiv medlemsregistrering: Systemet gør medlemsregistrering og opdatering af informationer lettere for klubberne, hvilket reducerer administrationstiden og sikrer nøjagtige data.
  3. Tilmelding til aktiviteter: Klubber kan tilmelde sig forskellige aktiviteter, såsom kurser, sommerlejrer og børnekonkurrencer, hvilket gør arrangementshåndtering mere effektiv for både afviklende klubber og forbundet
  4. Elektronisk pas: For de klubber som benytter klubdelen af medlemssystemet, er der adgang for alle udøvere til et nyt elektronisk pas, som visuelt viser dine opnåede meritter i taekwondo. For klubber med basisløsning er det kun Admins der kan tilgå udøvernes elektroniske pas.
  5. Integration med UC, landshold samt flerklubs-udøvere: Udøvere der figurerer på medlemslister i flere klubber og/eller træner i klub, UC og evt. landshold har nu én samlet profil med adgang til flere klubber/UC’er. Vejledning på oprettelse af ’skyggemedlemsskab’ kan deles ved henvendelse til sekretariatet.
  6. Løbende udvikling: Vi retter løbende fejl og mangler i systemet baseret på feedback fra jer, klubberne, og vil fortsætte med at forbedre systemet, så det opfylder jeres behov bedst muligt. Forsæt endelig med at dele konstruktiv kritik.


Flere tiltag i pipelinen: Vores målsætning er at medlemssystemet skal indeholde flest mulige taekwondo-relevante oplysninger. De næste integrationer omhandler; GAL/GOL-licens, fighterpas, børneattest, kompetencepanel, stævneresultater, mv.


Synkronisering med hjemmeside: Vi arbejder sideløbende på at opdatere hjemmesiden, som vil medføre at medlemssystemet og hjemmesiden er synkroniseret. Det vil betyde at log-in, kalenderaktiviteter, mv. i fremtiden vil foregå gennem hjemmesiden.

Det har været en prioritet at få udviklet et godt og funktionelt medlemssystem (backend) inden arbejdet med hjemmesiden (frontend) bliver udviklet og tilpasset. Det betyder også at klubberne, indtil hjemmesiden er opgraderet og opdateret, skal benytte den tildelte adgang til medlemssystemet, for at betale licens samt tilmelde kurser og breddeaktiviteter.


Graduerings- og kursushistorik: I forbindelse med overgangen til det nye medlemssystem beder vi jer, klubberne, om at udføre enkelte handlinger. Vi har brug for, at I manuelt overfører graduerings- og kursushistorik på klubbens medlemmer fra det gamle- til det nye medlemssystem.

Se vedhæftede vejledning for overførsel af kursushistorik HER.

Hvis jeres klub har brug for yderligere vejledning i denne proces, står sekretariatet til rådighed for at hjælpe jer. Vi er her for at sikre en smidig overgang og svarer meget gerne på de spørgsmål, I måtte have.

d. 30. juni lukker det gamle medlemssystem ned og indtil da er der fri adgang til at indhente historiske data på klubbens medlemmer.

Vi beklager det arbejde der påføres klubben og håber på forståelse.


Mulighed for klubadministrativ Integration: Hvis din klub ønsker at bruge medlemssystemet som klubbens administrative klubsystem, for at reducere den administrative byrde, kan dette arrangeres. Kontakt Mikkel på [email protected] for yderligere information. Prisen for at benytte systemet som klubbens administrative værktøj er 250 kr. om måneden, og første opkrævning for klubberne finder sted den 1. maj 2024.


Vi sætter pris på jeres fortsatte feedback og engagement, og vi ser frem til at fortsætte denne rejse sammen med jer, med formålet om at styrke taekwondo-fællesskabet.

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE