Slagelse Taekwondo forsøger sig med teknik

23. maj 2019

Slagelse taekwondo klub har benyttet sig af DTaF’s tilbud om hjælp til opstart af stævneteknikhold og har således haft Lis Borring (assisterende landsholdstræner) på besøg i klubben et par gange m.h.p. både at instruere elever og også sørge for at ”klæde en instruktør på” fra klubben, som kan overtage når Lis Borring slipper taget. Man kan læse om denne mulighed på Blog fra forbundet den 5. februar.

Lis var første gang i klubben lørdag den 4. maj – hvor 12 nysgerrige udøvere havde valgt at bruge deres lørdag på at deltage.
I denne første træning blev der orienteret om ”stævneteknik træning”, regler m.m. og desuden blev eleverne gennem 3 timers forløb inspireret til dette spændende område m.h.p. at klubben fremover opretter hold som så forventes at deltage til teknikstævner.

”Det var en stor udfordring for mig som træner eftersom feltet lå fra 8 årig rød monbælte op til voksne rødbælter og en enkelt 2. poom.
Vigtigt var det at der var træning tilpasset til alle og det blev faktisk en succes.”

Efter lidt info og opvarmning blev der trænet helt basale grundteknikker stande og håndteknikker med fokus på akkuratesse. Og efterfølgende (efter grundig udstrækning) gjaldt det spark.

Til slut blev der trænet poomseer med fokus også på akkuratesse. Her var der opdeling i grupper – så de yngste trænede Il Jang og de højeste bælter Pal Jang og Kuryo.

Ved den afsluttende evaluering mente de fleste at det både havde været sjovt, lidt hårdt og spændende, man havde lært en masse nyt og tiden var gået rigtig hurtigt.
”Især var jeg imponeret over de yngste pigers koncentration og fokus i 3 timer blot med få pauser….. og væsentligt at det også havde været sjovt !”
Klubben havde allerede på forhånd udpeget den træner, der havde lyst til at have ansvaret for dette hold.
Det er en ”voksen mand” Ronni Ljungdal (1. Dan – meget snart 2. Dan) men uden stævneteknik-erfaring.
Så derfor var Lis Borring i Slagelseklubben igen lørdag den 18. maj for at instruere Ronni i hvordan han kan træne teknikholdet.
Holdet er hermed en realitet og træner hver lørdag. Det er så aftalt at holdet kan få besøg af Lis 2-3 gange endnu efter behov.

Er jeres klub interesserede i samme forløb så send en mail til Lis : [email protected]


Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE