Login

Ballerup Kampsport Center

24. marts 2019

I mange år var Ballerup Taekwondo Klub en almindelig kampsportsklub med fokus på egen stilart. Generationsskifte i 1995 resulterede dog i nye ledende instruktører som parallelt med taekwondo også trænede anden kampkunst. Erfaringerne derfra blev brugt til at optimere taekwondo’en der med tiden er blevet udvidet med bl.a. gulvkamp og forsvar mod våben.

Klubben oprettede i 2007 afdelingen Copenhagen Nunchaku så der kunne trænes den dynamisk kampsport nunchaku-do. Få år senere begyndte klubben også at undervise i kungfu-stilarten wing tzun, der er en af de mest effektive former for selvforsvar. Med Ballerup Wing Tzun som endnu en afdeling begyndte overvejelserne til at gøre den flerstrengede forening til et kampsportcenter.


Planerne tog yderligere form da klubben i 2016 begyndte at undervise de yngste børn i allround kampsport hvor de foruden motorisk træning undervises i både taekwondo, wing tzun og brasiliansk jiu-jitsu. Sidstnævnte er gulvkamp der indøves som leg når forældre lejlighedsvis er med og agerer bøller til træningerne. Efter ønske fra forældrene er de næstyngste børns taekwondo-træning nu ved at blive udvidet til også at omfatte wing tzun og brasiliansk jiu-jitsu.


Som en naturlig følge har klubben for nylig skiftet navn til Ballerup Kampsport Center. På engelsk Ballerup Martial Arts Center. Det gamle navn, Ballerup Taekwondo Klub, fortsætter parallelt, men formelt er det nu en afdeling under Ballerup Kampsport Center.


Med det nye navn og en kommende ny hjemmeside undgår interesserede fremover at blive forvirrede når de på Internettet søger efter "wing tzun ballerup" og henvises til taekwondo-klubben. Snart vil de i stedet blive henvist til BallerupKampsport.dk.

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE