Login

Silkeborg Taekwondo giver en hånd med!

12. juni 2018

I Silkeborg Taekwondo vil man gerne være med til at give udsatte grupper en oplevelse, og en sport der tilgodeser deres behov.

Klubben har i en længere periode arbejdet med skolebørn i nærmiljøet, der har diagnosen ADHD. Klubben har skræddersyet træningen, så den er tilpasset børnenes behov og derved skabt et miljø, hvor de trives.


Det er ikke bare børnene, der er i fokus, klubben har også haft en gruppe flygtninge ude og prøve Taekwondo. Her fik gruppen veltilrettelagt træning med fokus på alt det, Taekwondo har at byde på. Respekt, struktur og individuel progression, er bare nogle af de oplevelser, de nye Taekwondo entusiaster fik prøvet kræfter med. Begge tiltag kom i stand gennem samarbejde med DGI-konsulenterne i Midtjylland.


”DGI tog kontakt til mig, og der blev holdt nogle møder. Processen tog DGI sig af og hjalp med at finde midler til at købe mig fri, og til at ungerne kunne få dobok på under forløbet. De to år det har forløbet har været en meget lærerigt for begge parter. Vi har alle fået gode erfaringer til brug ved lignende forløb desuden forventer vi at køre endnu et forløb med udsatte unge til efteråret.” siger Per Løbner


Per Løbner har stået i spidsen for begge forløb og har været en nøglefigur i at give alle en fantastisk oplevelse. Per er til daglig træner i Silkeborg Taekwondo klub, hvor han bl.a. træner børneholdet. Per har undervist i mange år og er 6. Dan.


”Historier som disse er noget, der virkelig gør mig glad. Klubbernes evne til at se potentialet i vores sport er helt unikt og trænere som Per Løbner, er noget vi kan være meget stolte af.” siger DTaF’s Udviklingskonsulent Kasper Bolmgren.


Silkeborg Taekwondo arbejder netop nu på at finde nye midler til at forlænge nogle af de omtalte projekter. Herigennem søger de midler i DIF´s og DGI´s nyoprettet foreningspulje, som netop er til for at støtte projekter som disse.


Har din klub en god ide, som i gerne vil have sat i gang, eller en historie i gerne vil fortælle? Så kontakt jeres udviklingskonsulent Kasper Bolmgren til en snak om mulighederne for jer.

Mail: [email protected]

Tlf: 40 47 62 35

Websitet er bygget i Ajour CMS fra ITIDE