Senior VM i Gyeongju, Korea (2011), OL Kvalifikation i Baku, Azerbaijan, hvor alle kæmperne fra hele verden deltog (2011). PanAm OL Kvalifikation i Queretara, Mexico (2011) og Test Event i London i december 2011. Den sidste udfordring til ”drømmen” var så WTF´s African Kvalifikation i Kairo, Egypten (2012) og Junior VM i Sharm El Sheik, Egypten.
En fantastisk hjælp og et stort tak til Dansk Taekwondo Forbund, som har støttet mig hele vejen. Min arbejdsplads skal også have tak fordi vist stor tolerance over mit fravær i forbindelse med de mange stævner.
Flybilletter og diverse Visum skulle betales, og mange uger hvor jeg skulle bede at få fri (uden løn).
Den allerførste udfordring som skulle overvindes var i Baku, Azerbaijan, hvor WTF inviterede 100 dommere fra Europa (85) og Afrika (15). Disse dommere skulle så føres igennem et temmelig hårdt udvælgelsesprogram. Man kan forestille sig, at alle brænder for at blive udtaget til OL.
WTF holdt 3 camps, (total 260 dommere fra hele verden) nemlig i Azerbaijan, Kina, og Mexico, og formålet var at udvælge 60 internationale dommere fra 5 kontinenter. Der skulle gennemføres lægecheck, fysiske tests, scoretest, kampledertest, teoritest og engelsk mundtligt.
Disse 60 dommere deltog så i de kvalifikationsstævner som blev holdt i 2011 og 2012, nemlig i Mexico, Thailand, Afrika, New Caledonia og sidst i Rusland. (Hver dommer skulle til mindst 2 stævner). Når alle kvalifikationsstævner var overstået, valgte WTF de sidste 30 dommere som blev udtaget til OL. Jeg fik besked fra WTF, dagen før jeg skulle til Trelleborg Open i februar 2012.
Men der ventede stadig 2 træningcamps. En i Azerbaijan og en i Kina. Træningscampen i Kina var speciel, ikke kun fordi dommerne blev inviteret og skulle deltage, men også sekundanterne fra de forskellige lande. Det gjorde, at både sekundanter og dommere fik en fælles forståelse til OL London 2012.
Endelig kom dagen, hvor jeg skulle afsted til London. Jeg fløj fra Billund den 5.08.12 over Amsterdam og landede i Heathrow ca. kl. 16.00. Ventede i lufthavnen på min gode ven Mohammed Argoubi fra Holland, som ankom kl. 17.00.
Der var heldigvis god hjælp fra de mange frivillige som kunne fortælle os, hvordan vi kom til vores hotel. God togforbindelse og et samlingssted, hvor vi blev hentet af en venlig buschauffør som kørte os til hotellet. Et fint hotel, direkte ved en flod og 5 minutter til hallen (ExCel), som kunne nås til fods. Efter registreringen fik jeg hvide dommersko udleveret, som var 3 nummer for store. De kunne ikke byttes, og heldigvis havde jeg mine egne dommersko med. Heldigt, at en anden dommer kunne bruge skoene. Aftensmaden skulle vi selv sørge for.
Det blev fra en drugstore. En cola og noget jeg ikke kunne identificere. Jeg tror det var en slags kødtærte (”en pie”). Den første aften gik så med at møde Hlynur fra Island, lidt snak på værelset.
Næste dag 6.08.12 var der morgenmad kl. 08.00. En time senere udlevering af ens tøj til alle Taekwondo dommerne. Det tog 4 timer fra kl. 09.00 til ca. kl. 13.00. Bukser, skjorter, jakke, sko skulle jo passe og ændres hvis tøjet var for stort eller for små. Vi fik sko som skulle bruges, og som heldigvis passede. Alle sportsgrene fik det samme tøj. Selvom jeg syntes, at det tog lang tid, så var organisationen i top. Hundrede af hjælpere gjorde et godt stykke arbejde.
Kl. 14.00 skulle der være teoriundervisning, men vi ventede forgæves. Kl. 16.00 kom den officielle stævnelæge endelig, og fortalte hvordan vi skulle forholde os i en evt. knock out. Ventetid igen og kl. 19.00 tilbage til hotellet.
Bagefter var der aftensmad. Det engelske køkken lever op til sit ry, at grøntsager er kogt for meget og uden smag. (Det blev værre). Dagen blev sluttet af med en gåtur.
Den 7.08.12 var så den sidste dag, før Taekwondo skulle begynde. Der var teoriundervisning fra kl. 09.00 til kl. 12.00. Middagsmad til kl. 14.00 og om eftermiddagen lidt praksis som kampleder, give point og indmarch.
Aftensmad og tidligt på værelset og slappe af med TV.
Så kom den første dag som alle har ventet på. 4 dage med Taekwondo. Alle 10.000 billetter pr dag var udsolgt. Fantastiske kampe og venskab mellem kæmperne. Det var interessant at se en finalekamp mellem Spanien og Argentina. Spanien har en meget afventende stil (meget kedeligt, men effektiv efter min mening) og scorede point med forreste skubbe spark, mens Argentinas stil var mere aggressiv med mange dreje spark og spark til hovedet. Det var Argentina som vandt. En super dygtig kæmper som fik guld-medaljen.
Sikke en finalekamp mellem Italien og Gabon. Det stod 9:6 til Gabon ca. 10 sekunder før 3. runde var færdig, og så scorede Italien med et hovedspark til 9:9. I Sudden Death var der ingen afgørelse og Italien vandt på dommerafgørelse. Gabon fik deres allerførste OL sølv medalje. Det var stort og godt for Taekwondo. Efter min mening var alle kampene fair og gennemsigtig. Sekundanterne brugte deres Kvota-kort klogt. Der var ikke en eneste kamp hvor jeg syntes, at modstanderen skulle vinde. Efter 4 dage var der ikke en eneste protest.
Vi måtte ikke bruge vores mobiler og skulle, aftenen før Taekwondo startede, aflevere alle mobiler. Pc’er måtte ikke medtages til hallen. Alle dommerne opholdt sig i et stort rum. Der var opstillet 5 fladskærme, hvor vi kunne følge med i kampene. Toiletbesøg ikke alene. En assistent skulle ledsage os derhen. Jeg nåede lige at hilse på Dang Ky Tu. Han var den eneste dansker som jeg mødte i London. Jeg blev også lidt overrasket over både at se Josef og Gerry Salim som sekundanter. De har bare ikke forandret sig, selvom det er mange år siden jeg har set dem.
Dommernes dage begyndte kl. 06.30. Bad, morgenmad og dommertøj på. Møde i receptionen kl. 07.20 og fælles afgang til hallen.
Kl. 08.00 fik vi besked på, hvem der skulle på banen. Kampene startede præcis kl. 09.00. 4 kampe hver time. Middagsmad fra kl. 13.00-15.00. Kampe til kl. 18.00. Aftensmad til kl. 20.00.
Maden blev indtaget i et ekstra rum kun til dommerne. Både middag og aften den samme mad. Næsten ingen variation. Det var lidt kedeligt.
Nøjagtig kl. 20.00 begyndte så alle repechage, semi og finalekampene. Vi var færdige alle 4 dage ca. kl. 23.00. Et hårdt program. Hver morgen fik vi at vide hvilke fejl der blev lavet. Små fejl. Efter den allersidste kamp fik vi at vide, at der ikke var en eneste protest. Alle var lettede og lykønskede hinanden. Chakir Chelbat fra Sverige (WTF´s dommerformand og Jay Lee (WTF) gjorde et super arbejde. WTF´s præsident Dr. Choue udleverede certifikater og sagde, at sandsynligheden for, at Taekwondo fortsætter som Olympisk disciplin er stor. Det var fantastisk at høre. Om aftenen blev vi inviteret til en lille reception med ost og vin. Dejligt afslappende, men de fleste var trætte og det blev ikke sent. Dagen efter den 12.08.12 sov alle længe. Vore billetter til afslutningsceremonien skulle hentes kl. 13.00. Jeg og nogle andre dommere tog direkte til ”Olympic Park” hvor vi så os lidt omkring og spiste aftensmad sammen.
Ceremonien var fænomenal og førsteklasses underholdning med mange gode kunstnere. George Michael er bare fremragende.
Med en fantastisk følelse, men overtræt og udmattet gik det så tilbage til Denmark dagen efter.
Med sportslig hilsen
David Coupar"